Efter Total Kheops og Chourmo udgiver Labyrint Forlag nu Jean-Claude Izzos tredje og sidste bind om den mest berømte og berygtede strisser fra Marseille, Fabio Montale. Det er en sidste akt med jazzede overtoner og med krigen mod mafiaen som dyster underlægning. Ligesom de to første bind af Izzos berømte noir-serie er Solea en krimi, som udmærker sig ved sin ultrapræcise stil og Jean-Claude Izzos grundige journalistiske research af mafiaen.
Fabio Montale har nu definitivt trukket sig tilbage fra politiet. Desillusioneret bølger han mellem fortidens nostalgi og tabte illusioner og prøver at samle stumperne af sit liv med bådture ud på Middelhavet, sanseligheden med en ny kæreste og en god flaske Lagavullin. Men denne skrøbelige verden rystes, da Babette kommer tilbage.
Babette, Fabios journalistveninde, har i månedsvis undersøgt mafiaens netværk i Sydfrankrig. Nu må hun flygte for livet og betror derfor frugten af sit arbejde til Fabio. Dette sætter gang i et nådesløst maskineri, hvor mafiaen kræver, at Fabio finder Babettes skjulested. Han mærker på egen krop, at den organiserede kriminalitets fangarme rækker langt ind i det politiske liv, i forretningsverdenen og politiet. Mafiaens uhyre og den ensomme strisser indleder nu en ulige kamp, og ligene begynder at hobe sig op omkring Fabio.
Solea er et klassisk nummer af Miles Davis, lige så melankolsk som Fabio selv, som har været oppe imod ekstremisme af enhver art og denne gang går til angreb på den organiserede kriminalitet. Plottet er godt skruet sammen, kompositionen er lydefri og stilen både stram og poetisk. Det sidste bind af Marseille-trilogien er et mesterværk med en melankolsk klang, og Solea afslutter Jean-Claude Izzos kultserie om Fabio Montale og Marseille: Fabio, den italienske immigrantsøn, den barske mand med det store hjerte, levemanden, og det fortryllende, benhårde, evige Marseille. Solea er en sand græsk tragedie under middelhavssolen og sætter Montale i scene som den ensomme helt, der konfronteres med en ond og uundgåelig skæbne. Han er en sydfransk Ødipus, en desillusioneret Odysseus, der kæmper mod kræfter, der stærkere end ham selv uden nogensinde at give op. Fabio er Solea . Sol og jazz.
Izzos trilogi udkom i årene 1995-1998. Bøgerne er et sofistikeret højdepunkt og en reference i moderne fransk kriminallitteratur - godt skrevet, nærmest poetiske, og meget socialt engagerede. Izzo er egentlig digter og teaterforfatter, men han blev opfordret af forlaget Gallimards direktør til at skrive krimier, og det gjorde han så – endda tre vanvittigt succesfulde af slagsen, som er blevet solgt i flere hundrede tusinde eksemplarer hver. Efter at have færdiggjort trilogien gik han tilbage til poesien, inden han døde af kræft som 54-årig i 2000.